23948sdkhjf

Jobpatruljen tjekker ungarbejderes forhold i sommerferien

Opdateret 12.09: I en tidligere version lød rubrikken "Arbejdsgivere misbruger unge fritidsjobbere under coronakrise", hvilket ikke underbygges tilstrækkeligt i artiklen. RetailNews beklager fejlen.

12.000 virksomheder kan regne med igen i år at få besøg af fagbevægelsens Jobpatrulje, hvor i hundredvis af fagligt aktive drager landet rundt for at oplyse fritidsjobbere om deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Det fortæller HK Danmark i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt, at de unge får en god start på arbejdsmarkedet. Det kræver, at de kender deres rettigheder og at de arbejdsgivere, som er i tvivl om lovgivningen, bliver rådgivet, så de unge kan holde til mange år på arbejdsmarkedet, udtaler Jon Henningsen, der er landskoordinator for Jobpatruljen, i pressemeddelelsen.

Jobpatruljen talte sidste år med 3.260 unge og fandt problemer i 84,3 pct. af de unges ansættelsesforhold.

Nogle af de typiske problemer, Jobpatruljen støder på, er manglende løn under oplæring, utilstrækkeligt antal pauser og mangel på viden om for eksempel sygdom og tunge løft.

Hjemmeundervisning betyder ikke mindre skolearbejde
Coronakrisen har påvirket de unges hverdag, og de er som mange andre blevet hjemsendt fra skolen til en digital hverdag.

Ifølge HK har nogle arbejdsgivere betragtet det som frit lejde til at få de unge til at arbejde mere end de må.

Jobpatruljen har hele året en rådgivningslinje, hvor unge ringer ind og stiller spørgsmål, og særligt spørgsmålet om overarbejde grundet hjemmeundervisning har fyldt telefonlinjerne op på det seneste.

- Vi har desværre oplevet, at mange arbejdsgivere ikke har forstået, at hjemmeundervisning ikke betyder mindre skolearbejde. Det betyder heller ikke, at reglerne for arbejdstid suspenderes og at perioden med hjemmeundervisning kan betragtes som ferieperiode. Derfor er der desværre alt for mange elever, der er blevet bedt om at arbejde meget mere end de tilladte 12 timer om ugen, som er tilfældet for undervisningspligtige unge, siger Jon Henningsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125